GLOBETROTTER:
Den spanske bedrageriskhed
Af Martin Tønner, Berlingskes korrespondent i Barcelona
22. november 2014, 20:00
Hver søndag reflekterer Berlingskes korrespondenter
over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge fortæller Martin
Tønner om det berygtede begreb picaresca española – de svigefulde og angiveligt
gennem århundreder nedarvede sider af den spanske nationalkarakter.
Debatmødet hos det
dansk-spanske handelskammer i Madrid var ved at være slut. I et panel sammensat
af journalister havde vi diskuteret mediernes rolle som formidler i forholdet
mellem de to lande. Ikke mindst, hvordan fordomme og stereotype opfattelser har
udviklet sig under de seneste års krise, og hvordan man som korrespondent
arbejder med eller – måske snarere – mod dem.
Det er,
var vi enige om, vigtigt at nuancere mange nordeuropæeres billede af spanierne
som et siestaslumrende, tyrefægteropkørt og i det hele taget lettere
upålideligt folkefærd. Og ingen i salen havde noget at indvende til den side af
sagen, indtil en spansk dame rakte hånden op for at stille det sidste
spørgsmål. Hun ville vide, hvad vi så havde tænkt os at gøre for advare
danskerne mod den traditionelle og berygtede picaresca
española.
Min efterhånden
temmelig bedagede ordbog oversætter »picaresca« med altmodische gloser som
»gavtyveri« og »kæltringeliv«. Et lidt mere tidssvarende bud kunne være
plattenslageri eller bedrageriskhed. Og jeg må indrømme, at jeg blev damen svar
skyldig. For jeg har aldrig følt behov for at teoretisere over de svigefulde og
angiveligt nedarvede sider af spaniernes nationalkarakter.
Men hvorfor egentlig ikke?
For det
første hører det med til historien, at la picaresca ikke kun er et til lejligheden opfundet
etnomasochistisk begreb, men også navnet på en litterær tradition fra
1500-tallets Spanien. De populære beretninger om antihelte, der hutler sig
gennem tilværelsen ved hjælp af opfindsomt snyd og bedrag, viser, at fænomenet
har dybe, kulturelle rødder. For det andet, og især, er også vore dages
virkelige Spanien hærget af banditter – nu i habitter – og medierne bringer
stort set dagligt afsløringer af korruption, skattesvig, magtmisbrug og fråds i
et omfang, der inviterer til generaliseringer.
Det virker bare
ikke sandsynligt, at det genetiske anlæg for bedrageriskhed skulle indtage en
mere fremtrædende plads i spaniernes DNA-kode end hos andre europæere. Og en
anden gængs forklaring om, at den katolske kirkes skriftemål gør det gratis at
synde, har kun begrænset forklaringskraft i en stadig mere ureligiøs
befolkning. Samtidig kender jeg adskillige eksempler på, hvordan nordeuropæiske
erhvervsdrivende, der i teorien er flasket op med protestantisk retskaffenhed,
viser forbløffende evner for integration.
Den danske
ejendomsmægler i Barcelona, eksempelvis, der i et interview her i avisen sidste
år fortalte, hvordan de mange sorte penge på 00ernes spanske boligmarked på
ingen måde havde holdt hende vågen om natten. Eller den tyske hotelforpagter på
Mallorca, der elskede Angela Merkels hårde kurs mod de sydeuropæiske lande, men
samtidig måtte erkende, at det var umuligt at drive forretning på
middelhavsøen, hvis hun betalte alle sine skatter.
Tilbage står
imidlertid spørgsmålet om, hvad der så er i vejen. Hvorfor nærmest valfarter
spanske journalister for øjeblikket til Danmark for at finde svar på, hvorfor
vores samfund – modsat deres eget – er så ukorrupt og velorganiseret?
Måske i hvert fald
en del af svaret skal findes i en undersøgelse af livsstil og værdier i en
række europæiske lande, som storbanken BBVAs sociale fond sidste år fik
foretaget. Den viser blandt meget andet, at spanierne (og franskmændene) har
den i særklasse laveste grad af tillid til hinanden og deres institutioner. De
stoler kun på deres nærmeste familie og venner og er på vagt over for alle
andre.
Årsagerne skal
formentlig findes i Spaniens nyere historie, der har været domineret af
voldsomme politiske magtkampe og talrige borgerkrige. Og en af konsekvenserne
er, at spanierne kun i begrænset grad engagerer sig i de
interesseorganisationer, der er med til at kontrollere den politiske og
økonomiske elite.
Der er med
andre ord tale om et problem, som bider sig selv i halen. Men heldigvis går det
den rigtige vej, mener nogle samfundsforskere. Krisen har nemlig ikke kun gjort
spanierne fattigere, men også til mere kritiske og aktive samfundsborgere. Det
vidner dannelsen af en række nye partier om, og samtidig er også myndighederne
begyndt at vågne op – herunder det spanske skattevæsen.
I hvert fald
laver jeg ikke som tidligere min selvangivelse uden at ofre sagen ret megen tid
eller opmærksomhed, fordi ingen alligevel tjekkede tallene. De seneste år har
en revisor hjulpet til med at sikre, at alt går rigtigt til. For som vi
danskere også kan fortælle de spanske beundrere af vores samfundsmodel, er
tillid som bekendt godt, men kontrol endnu bedre.