Artikel Berlingske Tidende 22. november efter vores Reporting Spain aktivitet, v/Martin Tønner

Berlingske Tidende, 22 november 2014, Martin Tønner  http://www.b.dk/globalt/den-spanske-bedrageriskhed 

GLOBETROTTER:

Den spanske bedrageriskhed

Af Martin Tønner, Berlingskes korrespondent i Barcelona 
22. november 2014, 20:00

Hver søndag reflekterer Berlingskes korrespondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge fortæller Martin Tønner om det berygtede begreb picaresca española – de svigefulde og angiveligt gennem århundreder nedarvede sider af den spanske nationalkarakter.

Debatmødet hos det dansk-spanske handelskammer i Madrid var ved at være slut. I et panel sammensat af journalister havde vi diskuteret mediernes rolle som formidler i forholdet mellem de to lande. Ikke mindst, hvordan fordomme og stereotype opfattelser har udviklet sig under de seneste års krise, og hvordan man som korrespondent arbejder med eller – måske snarere – mod dem.

Det er, var vi enige om, vigtigt at nuancere mange nordeuropæeres billede af spanierne som et siestaslumrende, tyrefægteropkørt og i det hele taget lettere upålideligt folkefærd. Og ingen i salen havde noget at indvende til den side af sagen, indtil en spansk dame rakte hånden op for at stille det sidste spørgsmål. Hun ville vide, hvad vi så havde tænkt os at gøre for advare danskerne mod den traditionelle og berygtede picaresca española.

Min efterhånden temmelig bedagede ordbog oversætter »picaresca« med altmodische gloser som »gavtyveri« og »kæltringeliv«. Et lidt mere tidssvarende bud kunne være plattenslageri eller bedrageriskhed. Og jeg må indrømme, at jeg blev damen svar skyldig. For jeg har aldrig følt behov for at teoretisere over de svigefulde og angiveligt nedarvede sider af spaniernes nationalkarakter.

Men hvorfor egentlig ikke?

For det første hører det med til historien, at la picaresca ikke kun er et til lejligheden opfundet etnomasochistisk begreb, men også navnet på en litterær tradition fra 1500-tallets Spanien. De populære beretninger om antihelte, der hutler sig gennem tilværelsen ved hjælp af opfindsomt snyd og bedrag, viser, at fænomenet har dybe, kulturelle rødder. For det andet, og især, er også vore dages virkelige Spanien hærget af banditter – nu i habitter – og medierne bringer stort set dagligt afsløringer af korruption, skattesvig, magtmisbrug og fråds i et omfang, der inviterer til generaliseringer.

Det virker bare ikke sandsynligt, at det genetiske anlæg for bedrageriskhed skulle indtage en mere fremtrædende plads i spaniernes DNA-kode end hos andre europæere. Og en anden gængs forklaring om, at den katolske kirkes skriftemål gør det gratis at synde, har kun begrænset forklaringskraft i en stadig mere ureligiøs befolkning. Samtidig kender jeg adskillige eksempler på, hvordan nordeuropæiske erhvervsdrivende, der i teorien er flasket op med protestantisk retskaffenhed, viser forbløffende evner for integration.

Den danske ejendomsmægler i Barcelona, eksempelvis, der i et interview her i avisen sidste år fortalte, hvordan de mange sorte penge på 00ernes spanske boligmarked på ingen måde havde holdt hende vågen om natten. Eller den tyske hotelforpagter på Mallorca, der elskede Angela Merkels hårde kurs mod de sydeuropæiske lande, men samtidig måtte erkende, at det var umuligt at drive forretning på middelhavsøen, hvis hun betalte alle sine skatter.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet om, hvad der så er i vejen. Hvorfor nærmest valfarter spanske journalister for øjeblikket til Danmark for at finde svar på, hvorfor vores samfund – modsat deres eget – er så ukorrupt og velorganiseret?

Måske i hvert fald en del af svaret skal findes i en undersøgelse af livsstil og værdier i en række europæiske lande, som storbanken BBVAs sociale fond sidste år fik foretaget. Den viser blandt meget andet, at spanierne (og franskmændene) har den i særklasse laveste grad af tillid til hinanden og deres institutioner. De stoler kun på deres nærmeste familie og venner og er på vagt over for alle andre.

Årsagerne skal formentlig findes i Spaniens nyere historie, der har været domineret af voldsomme politiske magtkampe og talrige borgerkrige. Og en af konsekvenserne er, at spanierne kun i begrænset grad engagerer sig i de interesseorganisationer, der er med til at kontrollere den politiske og økonomiske elite.

Der er med andre ord tale om et problem, som bider sig selv i halen. Men heldigvis går det den rigtige vej, mener nogle samfundsforskere. Krisen har nemlig ikke kun gjort spanierne fattigere, men også til mere kritiske og aktive samfundsborgere. Det vidner dannelsen af en række nye partier om, og samtidig er også myndighederne begyndt at vågne op – herunder det spanske skattevæsen.

I hvert fald laver jeg ikke som tidligere min selvangivelse uden at ofre sagen ret megen tid eller opmærksomhed, fordi ingen alligevel tjekkede tallene. De seneste år har en revisor hjulpet til med at sikre, at alt går rigtigt til. For som vi danskere også kan fortælle de spanske beundrere af vores samfundsmodel, er tillid som bekendt godt, men kontrol endnu bedre.